Kasper Warming om Leschly Cup
Læs her hvad den rutinerede og deltager i Leschly Cup gennem mange år har at sige om turneringen:
"Leschly Cup indeholder for mig alt det gode ved dansk tennis; sol og sommer, store præmier, hårde og intense kampe, masser af interesserede tilskuere, legendariske fester, et fantastisk sammenhold blandt spillerne på tværs af klubberne og ikke mindst den der geniale afslappede stemning der rammer én, i samme øjeblik man træder ind på Danmarks hyggeligste anlæg.
Leschly Cup har gennem de sidste mange år hos spillerne været kendt som Danmarks største og vigtigste turnering på den danske sommertour. Ofte har andre turneringer, i hvert fald for mig, fungeret som opvarmningsturneringer til Leschly Cup, på samme måde som Queens til Wimbledon. Derfor oplever man en helt anden intens stemning under turneringen, hvor man bl.a. bruger meget tid på at studere programmet og observere kommende modstandere i aktion. Kampene bærer også præg af spillernes ekstra store vilje til at vinde, bl.a. for et par år siden spillede Thomas Nowak og Niels Jørgen Oggesen på bane A: 7/6 7/6 på 3 timer og 5 minutter. Det er ikke tilfældigt at sådan en vanvittig kamp bliver spillet i Leschly Cup, det er faktisk lige netop den slags kampe, der er kendetegnende for Leschly Cup, for her betyder det lige lidt mere.
Men Leschly Cup er ikke bare en tennisturnering, det er meget mere end det. Leschly Cup eller ALTS’ anlæg er bare et sted man har lyst til at opholde sig. Alene frokost og aftenmenuen fra det lille og altid overfyldte køkken er værd at blive for. I det hele taget har man en tendens til at blive hængende på anlægget hele dagen, fordi der sker så meget; der er hele tiden en fed kamp man skal se, en tipskonkurrence man lige skal være med i eller nogle man ikke har set i lang tid, som man lige skal snakke med. Derudover er der selvfølgelig onsdagens spillerfest, hvor selv de mest seriøse spillere er faldet i selvom de skulle spille dagen efter. Disse legendariske fester, indeholdende servekonkurrence efter ca. 3 fadøl og den store kostedans, har dannet grundlag for en lang række fantastiske historier, hvoraf Søren Spanner og Kenneth Jessen indgår i de fleste. Sjovt nok har spillerfesten om onsdagen sjældent haft nogen indflydelse på intensiteten om torsdagen, hvor (næsten) alle formår at fange koncentrationen igen uden problemer.
Denne blanding af seriøsitet og liv og glade dage er præcis i Leschly Cups ånd. Det indenfor banen og det udenfor banen blandes, uden man mister fokus på den ene af delene. Et meget sigende eksempel på dette var i 1996, da Bjarne Riis kørte fra Indurain og alle de andre i bjergene. Selvom det var midt på eftermiddagen og der var fuld gang i turneringen, stod de fleste baner på anlægget tomme. Enkelte spillede videre, men ellers havde alle forladt banerne, inklusiv turneringsledelsen, for at se Riis i aktion. 5 minutter efter han var kørt i mål, stod alle spillerne igen ude på banen, dybt koncentrerede om det næste point.
Intet andet sted har jeg oplevet et sådan engagement hos de mange frivillige eller en sådan kræsen om den enkelte spiller som i Leschly Cup. Denne turnering har altid været højdepunktet på tennisåret for mig og givet mange fantastiske oplevelser både indenfor og udenfor banen – oplevelser som jeg håber alle i de næste generationer af danske tennisspillere får muligheden for at få."
Kasper Warming
|